Kontakt os

Ny eksklusiv vinsmagning i København
– med regionale, italienske vine

15. marts får du en unik mulighed for at møde en af Italiens betydningsfulde winemakers, Lorenzo Landi, og 13 af de udvalgte vinproducenter, han rådgiver og udvikler vine for. Du kan smage mange vine fra Toscanas topområder, men også fra mindre kendte distrikter. Hvert vinhus tager mindst tre, særligt udvalgte vine med. Og det hele foregår i Jostys hyggelige og smukt renoverede lokaler ved Frederiksberg Have.

NB: Begrænset antal deltagere. Registrer dig hurtigt, hvis du vil være sikker på en plads.


Tid og sted

Mandag den 15. marts 2010

Josty
Pile Allé 14 A
2000 Frederiksberg (København)

(Metro fra Nørreport til Frederiksberg eller 5 minutter i taxa fra Hovedbanegården)

14.30 – 15.30: Formøde og smagning for importører
15.30 – 17.30: Åbent for professionelle
17.30 – 19.00: Åbent for private

15.00 – 16.00: Eksklusivt smageseminar under ledelse af Lorenzo Landi, stærkt begrænset adgang (40 deltagere), separat tilmelding påkrævet.


Sådan tilmelder du dig

Importør: Send en mail til landi-importer@publikum.biz. Angiv personnavn, firmanavn og antal personer. I løbet af 0-3 dage modtager du en bekræftelse på din tilmelding. Den tidligste del af arrangementet er eksklusivt åbent for vinimportører kl. 14.30-15.30. Vinimportører kan også deltage i den professionelle del af arrangementet kl. 15.30-17.30.
Du kan også tilmelde dig det separate seminar med Lorenzo Landi, kl. 15.00-16.00. Angiv, om du er interesseret i en plads. Adgangen til seminaret er gratis, men billetter tildeles efter først til mølle-princippet.

Professionel: Send en mail til landi-prof@publikum.biz. Angiv personnavn, firmanavn og antal personer. I løbet af 0-3 dage modtager du en bekræftelse på din tilmelding. Arrangementet er åbent for deltagere fra vinforhandlere, restauranter og hoteller samt andre professionelle vinfolk kl. 15.30-17.30.

Privat vinentusiast: Send en mail til landi-privat@publikum.biz. Angiv personnavn og antal personer. I løbet af 0-3 dage modtager du en bekræftelse på din tilmelding. Prisen er 100 kr. pr. person, som indbetales senest 12. marts på konto 0890 0001067865 (Handelsbanken).


Derfor er denne smagning noget helt særligt

Vine med klasse, sjæl og lokal personlighed: Det særlige ved toscanske Lorenzo Landi er, at han som ønolog går stik mod supermarkedsstrømmen og ”Parker-vinene” og kaster alle sine kræfter i at udvikle vine på mindre gårde med særlige kvaliteter – med det klare mål, at de bedst muligt udfolder det lokale terroir-præg, deres sjæl og personlighed. Blandt de faste ingredienser i Landis opskrift er lave høstudbytter pr. hektar, stor omhu i produktionen og en forædling af de lokale vintraditioner og druesorter med nænsom fornyelse. Det stiller krav til hans producenter, men er også en sikker vej til rigtig spændende vine.

En erfaren ønolog, der hylder forskellenes magi: Lorenzo Landi har været chef-ønolog for toscanske Saiagricolas producenter siden 1999, men er rejsende ønolog (udvikler vinene og produktionsmetoderne) for en lang række producenter spredt ud over de italienske regioner. Han store kærlighed til vine med ædelt terroirpræg skyldes blandt andet, at han har uddannet sig primært i Bordeaux og Bourgogne.

Du kan smage cirka 40 vine, hvoraf mange er lidt af en sjældenhed. En række af dem kan allerede købes i Danmark, andre ikke endnu. Hver producent har sammen med Landi udvalgt tre vine til dagen, som de selv skænker i glassene.

Flere af producenterne er fremadstormende navne, flere har opnået de eftertragtede udmærkelser i vinoraklet Gambero Rosso og har vine i topklassen, mens andre ligger i den høje ende af det spændende og prisstærke mellemleje.

Regionalt fokuserer vi på vine fra topområderne i Toscana - Maremma, Chianti Classico, Brunello di Montalcino og Montepulciano. Men du oplever også, hvad den samme, dygtige ønolog kan skabe med udvalgte producenter fra Sicilien, Abruzzo, Umbrien, Calabrien, Marche og Basilicata. Du oplever altså, hvad samme filosofi og indsigt i håndværket fører til på forskellige terroirer.


Sådan går dagen

Lorenzo Landi selv og de 13 producenter vil være personligt til stede hele dagen.

Både professionelle og private vil få spændende timer med ny viden og mange rigtig interessante glas.

Professionelle kan også tilmelde sig et lille, eksklusivt seminar, hvor Lorenzo Landi selv guider gennem en smagning af yderligere én udvalgt vin fra hver af de 13 producenter. Det sker fra klokken 15.00 til 16.00. Skriv i din registrerings-email, om du er interesseret i en plads. Adgangen til seminaret er gratis, men billetter tildeles efter først til mølle-princippet.

Importører får serveret nye muligheder på et sølvfad ved et lukket formøde: Flere af producenterne er åbne for flere forhandlere i Danmark eller importeres endnu ikke. Derfor holder vi et lukket formøde fra klokken 14.30 til 15.30 med VIP-adgang kun for importører, hvor der er ro til at smage og eventuelt drøfte muligheder med producenterne.


De 13 producenter, du vil møde

  • Agricoltori del Geografico (Chianti Classico)
  • Azienda Agricola Basilisco (Basilicata)
  • Camigliano (Montalcino)
  • Cataldi Madonna (Abruzzo)
  • Col di Bacche (Morellino di Scansano, Maremma)
  • Cottanera (Sicilien)
  • Duca della Corgna (Umbrien)
  • Lento (Calabrien)
  • Montecappone (Marche)
  • Fattoria Michi (Montecarlo, Toscana)
  • Saiagricola, Fattoria del Cerro (Montepulciano)
  • Savignola Paolina (Chianti Classico)
  • Tenuta di Lilliano (Chianti Classico)

    Bag arrangementet i København står Publikum Kommunikation, der også arrangerer den årlige Gambero Rosso-smagning.

    Kontakt: Publikum Kommunikation, 33 33 82 10. Service@publikum.biz.


  • Publikum Kommunikation ApS - Valkendorfsgade 30 - DK-1151 København K - 33 33 82 10 - service@publikum.biz